Skip to main content Skip to search Skip to header Skip to footer

En helbredende løsning på allergi

Fra Kristen Videnskabs Herold - 1. august 2011

Christian Science Sentinel, May 9, 2011


Der var engang en i min familie, der sagde til mig, at han var blevet fri for sin pollenallergi. Han smilede og tilføjede: ”Ja, nu er jeg flyttet fra Willamette-dalen – så det er slut med pollen!” Han kritiserede bestemt ikke denne skønne floddal, som de første pionerer tænkte på som ”Det forjættede Land”, men gav bare udtryk for et stærkt ønske om at være fri for de begrænsninger, som allergi synes at sætte på så mange dejlige steder, produkter og aktiviteter.

Er det at holde sig fra alt, der menes at kunne fremkalde allergi, det eneste sikre alternativ til allergiske reaktioner? Svaret er nej, men mange mennesker lever et liv, hvor de undgår kæledyr, mælkeprodukter, gluten, jordnødder eller andet, der anses for at kunne være allergifremkaldende. For nogle er også makeup og parfume de helt store fjender. (Ordet ’allergi’ er faktisk krøbet ind i sproget med udtryk som ”Han er allergisk overfor arbejde”, eller ”Hun er allergisk overfor ansvar”. Den største parodi af alle må dog være, at man ikke tåler den luft, man indånder.

Kristen Videnskab lader sit kærlige og helbredende lys skinne på alle former for overfølsomhed overfor ens omgivelser. Kristen Videnskab lærer os, at vi hver og en kan føle os sikre, uanset hvor vi er, eller hvad vi spiser. Alle har ret til at leve i ”det forjættede land”, som Bibelen beskriver som ”landet der flyder med mælk og honning”, hvor overfølsomhed og irritation af enhver art er ukendte. Og Kristen Videnskab hjælper os til at se, at dette land ikke er et materielt rige, hvor partikler og kemikalier hersker. Der er virkelig ikke noget materielt, forjættet land. Det, som Gud har forjættet eller lovet, er, at Hans åndelige afkom altid lever i velsignelse fra Ånd.

Ifølge Bibelen er Gud Ånd. Og mennesket er skabt i Hans billede og lighed, fuldkomment åndeligt. Den modsatte opfattelse, at man tænker på sig selv som legemlig og dødelig, som en der lever i materielle, evigt omskiftelige omgivelser, skaber faktisk konflikter mellem menneskeslægten og de materielle elementer, der udgør dette illusoriske rige. Mary Baker Eddy – opdageren og grundlæggeren af Kristen Videnskab (Christian Science) – skriver i første kapitel af sin bog Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften: ”Fuldstændig adskilt fra forestillingen og drømmen om den materielle tilværelse er det guddommelige Liv, som åbenbarer åndelig forståelse og bevidstheden om menneskets herredømme over hele jorden.” (Side 14). Hvad er det, der tilsyneladende skiller os fra dette herredømme? Og hvordan kan vi begynde at finde vedvarende frihed gennem bøn? 

Lad os se på en af de mest almindelige grunde til klager: overfølsomhed overfor mad. Ordbøgerne definerer følsomhed som ”modtagelighed for sanseindtryk”. De fem sanser kan kun vidne om den falske materielle verden, ikke om den virkelige og åndelige. På den anden side er ”påvirkninger af vores åndelig sans” det, som vi i virkeligheden er modtagelige for, dvs. budskaber om det gode, der hele tiden kommer til os fra Gud. Disse budskaber om kærlighed og hellighed har ingen dårlige virkninger, ingen negative reaktioner. På side 388 i Videnskab og Helse omtaler Mary Baker Eddy, hvordan vi kan begynde at løse denne tilsyneladende konflikt mellem Åndens harmoni og det aggressive, materielle billede, der foruroliger og truer. Hun skriver: ”Hvis de dødelige mener, at føde forstyrrer sindets og legemets harmoniske funktioner, må de enten opgive føden eller denne tanke, for straffen er nøje knyttet til forestillingen. Hvilken af dem skal det være? Hvis denne afgørelse overlades til Kristen Videnskab, vil den blive til fordel for Sindets herredømme over denne forestilling og over enhver fejlagtig forestilling eller materiel tilstand.” 

Man kan altid vælge at undgå mulige såkaldte allergifremkaldende stoffer, lige som der nogle gange kan være behov for roligt og klogt at lede tankerne væk fra frygt, inden man lægger varer i indkøbsvognen. Men den mere videnskabelige metode – hvor man forstår ”Sindets herredømme over denne forestilling” - indebærer faktisk, at man ændrer tanken.Efterhånden som vi begynder at se os selv som åndelige idéer snarere end som fysiske væsener skabt af materie, vil vi opleve, at vi er i større harmoni med vore omgivelser og ikke genstand for lidelser. Vores sikkerhed vil ikke være afhængig af særlige kostplaner, pollental eller af, om vi frygtsomt undgår bestemte ting. Hvis vi går fra et materielt til et åndeligt syn på tingene, vil vi opleve en frihed, der betyder, at vi ikke længere er nødt til at fravælge noget.

Når troen på, at mad eller omgivelser kan skade, er gennemskuet og afvist og erstattet af Guds skabelses åndelige natur, forsvinder frygten, og reaktioner kan ikke forekomme. Derefter kan hvert eneste øjeblik blive en lejlighed til at give ubegrænset udtryk for ens sande identitet med dens integritet, renhed, styrke, frygtløshed og glæde.

Da jeg gik i skole, fik jeg engang udslet. Mine forældre sagde, at det var fordi, jeg havde spist for mange jordbær. Selv som barn fandt jeg denne forklaring tvivlsom. For det første kunne jeg rigtigt godt lide jordbær. Jeg vidste, at jeg ikke havde lyst til at lade være med at spise dem, og jeg kunne ikke acceptere den dom, at noget så dejligt kunne give problemer. Dernæst kunne jeg ikke forstå, hvordan min familie kunne være så sikker på, hvad årsagen var. At jeg skulle lide på grund af noget, som jeg holdt meget af og som andre ikke havde problemer med, det forekom helt tilfældigt. Det virkede uretfærdigt, og jeg kunne ikke godtage dommen. Herefter havde jeg aldrig mere problemer med at spise jordbær.

En forklaring kunne være, at jeg var vokset fra min allergi, eller at jeg kun var allergisk i mindre grad. Men uanset, hvad de materielle forklaringer kunne være, så havde jeg fået et glimt af forbindelsen mellem mine tanker og min fysiske tilstand. Da jeg senere lærte Kristen Videnskab at kende, kunne jeg se den videnskabelige grund til, at jeg afviste at der var en forbindelse mellem jordbær og udslet.

Forestillinger om allergi kan kun hævde at påvirke og begrænse vores virke og velbefindende. Disse forestillinger er uskadelige, med mindre man tror på dem. Nogle vil måske sige: ”Jeg kan godt se fornuften i denne argumentation. Men jeg har nu et godt stykke tid arbejdet på at løse et problem ved hjælp af bøn. Det er ikke så nemt!” Der er dog ingen grund til at fortvivle. Vi kan finde hjælp i den sandhed, der går ud på, at selvom forestillingerne er stædige i deres insisteren på at være en del af virkeligheden, så er de dog kun bedragere – de er og bliver kun forestillinger. Det er rart at vide, at selvom allergiproblemer ikke synes at ville forsvinde helt, eller selvom de ser ud til at være kroniske, så kan de aldrig være en del af den åndelige model.

Uanset hvad en allergisk reaktion synes at være, så er den en løgn om vores åndelige natur. Uanset om den bekendtgør, at luften er fuld af farer, eller at fødevarer indebærer risiko, så er det usandt. Åndelig virkelighed – såvel som harmoni og fred – berøres aldrig af materielle forestillinger. Hvilken virkning kan agurker eller skaldyr have på intelligens? Hvordan kan kæledyr eller uld øve skade på ydmyghed og integritet? 

Min søn fik et dejligt eksempel på fuldstændig helbredelse for allergisk reaktion. Som ung studerende rejste han rundt i Europa, hvor han en morgen vågnede op med sår over hele kroppen – selv under fødderne. Han vidste ikke, hvad han fejlede, men syntes, han burde gå til læge, og her fik han at vide, at han havde en allergi af en eller anden slags. Lægen gav ham en recept på piller, der skulle hjælpe mod allergien og en creme, der kunne hjælpe lidt, indtil pillerne begyndte at virke. Imidlertid tabte min søn pillerne på vejen tilbage til vandrerhjemmet. Inde på sit værelse smurte han cremen på, men den lindrede kun en stund. Så var han tilbage, hvor han var begyndt.

Da var det, han kom i tanke om, at han havde pakket bogen Videnskab & Helse ned og taget den med på turen. Han indså, at hvis han besluttede sig for at forlade sig på åndelige metoder for at blive helbredt, og hvis han samtidig forlod sig på cremen, så var det jo modsatrettet. Så han begyndte med at tage et bad og vaskede al cremen af. Derefter åbnede han Videnskab & Helse og slog op i glossariet for at se, om der var en forklaring på ordet frygt, for han var virkelig bange for, at han ville blive nødt til at afbryde turen og tage hjem. Han fortalte, at han var vildt overrasket, da han læste definitionen. Den kom forbavsende tæt på hans tilfælde: ”FRYGT. Hede; betændelse; ængstelse; uvidenhed; vildfarelse; attrå; forsigtighed.” (Side 586). Hede og betændelse var lige nøjagtigt de symptomer, det handlede om – og ængstelig var han så absolut. Han indså med det samme, at han ikke behøvede finde ud af, hvordan han skulle slippe af med den brændende følelse og betændelsen, men at det var frygten, han skulle forholde sig til.

Da han begyndte at undersøge, hvad det var, han frygtede, indså han, at han var fyldt med angst for en hel masse ting. Han besluttede sig for ikke at tage hjem men blive på vandrerhjemmet og fortsat arbejde i bøn og dermed ændre det syn, han havde på sig selv. Han indså, at han ikke var en sølle dødelig, der var overvældet af frygt. Han var en åndelig idé, der altid levede og bevægede sig i Åndens atmosfære – ikke i materiens. Og Ånd er udelukkende god, aldrig i stand til at skade. (Hvis han havde bladet videre til næste side, ville han have set definitionen af denne velgørende atmosfære: ”HIMMEL. Harmoni; Åndens herredømme; det guddommelige Princips styrelse; åndelighed; lyksalighed; Sjælens atmosfære.”)

Dét ændrede alt. Han sov roligt om natten og havde det meget bedre om morgenen. Faktisk var problemet forsvundet så meget, at han var i stand til at fortsætte turen samme dag. En fuldstændig helbredelse var snart en realitet. Der var ikke noget, han behøvede at undgå, og der har aldrig været et tilbagefald nu 20 år senere. 

Nogle får måske tilbud om at klare allergi med medicin, men har det en varig gavnlig virkning – den virkning der for alvor helbreder frygt? Ikke-helbredte forestillinger har det med at dukke op i en eller anden forbindelse, indtil de er overvundet permanent – i tanken.Der findes intet udenfor uendelig Ånd, så derfor er der ikke noget sted, skadelige stoffer kan komme fra. Man kan ikke gøres til offer for noget udefrakommende. Dette er en af de forestillinger om allergi, man må gennemskue: at der skulle findes visse ting, som nogle mennesker er mere følsomme overfor end andre. Man skal hellere forstå, at Gud fylder alt rum – at det er fyldt op med Liv, Sandhed og Kærlighed - snarere end med noget materielt, der kan skabe irritation. 

Mary Baker Eddy stillede i Videnskab & Helse læseren et spørgsmål, der angår dette emne, ” Kære læser, hvilket tankebillede eller hvilken manifesteret tanke skal være virkelig for dig – det materielle eller det åndelige? Begge kan du ikke have. Du bringer dit eget ideal til udtryk. Dette ideal er enten timeligt eller evigt. Enten er Ånd eller også er materie dit forbillede. Hvis du prøver at have to forbilleder, da har du praktisk talt intet”. (Side 360).

”Vælg i dag” står der i marginen ud for dette citat. Det er vigtigt at vide, hvilken tankemodel man vælger og holder fast ved. Materielle forestillinger indføres umærkeligt gennem opdragelse, kultur og tradition. De sniger sig ind i tanken, og de bliver der, indtil de bliver set som den intethed, de er. Det er vigtigt, at man ikke udsætter dette vigtige valg. Faktisk vælger vi, hvad vi vil tænke hvert øjeblik - og ikke bare i dag.

Det er ikke svært at opgive den materielle model, når vi forstår dens uvirkelighed. Denne model kan overhovedet ikke stille os noget i udsigt eller love os noget. Den fører ikke til noget, der er virkeligt. En forståelse af den åndelige model derimod, bringer hvert enkelt menneske - ikke til et jordisk forjættet land - men til erkendelse af, at vi alle lever i fuldstændig frihed, hvor Ånd er den eneste årsag.


Candace du Mars er Kristen Videnskabs praktiserende og lærer i Port Orchard, Washington.

Heroldens mission

I 1903 etablerede Mary Baker Eddy Kristen Videnskabs Herolden. Dens formål: ”At forkynde den universelle aktivitet og Sandhedens tilgængelighed.” Definitionen af ”herold” som beskrevet i en ordbog: ”Budbringer – et sendebud – udsendt for at viderebringe en meddelelse om, hvad der er i sigte,” giver en særlig betydning af navnet Herold og peger desuden på vores forpligtelse, vores individuelle forpligtelse til at se til, at vores Herolder opfylder den tillid, vi har til dem, – en tillid der er uadskillelig fra Kristus og først forkyndt af Jesus. ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen” (Markus 16:15).

Mary Sands Lee, Christian Science Sentinel, 7. juli 1956

Lær mere om Herolden og dens mission.