Skip to main content Skip to search Skip to header Skip to footer

Hvordan standser man en krig?

Fra Kristen Videnskabs Herold - 9. januar 2019

Fra Christian Science Sentinel 23. februar 2015 af Emily Byquist


Det var i tresserne, og krigen i Vietnam rasede. Som mange i min generation var jeg imod krigen og ville meget gerne bidrage til, at den fik en ende. Jeg følte mig tilskyndet til at henvende mig til Gud i bøn vedrørende konflikten, men det var svært at tro på, at én persons bøn kunne gøre en reel forskel på et så kæmpestort problem.

 Da dukkede emnet op i min Kristen Videnskabs søndagsskoleklasse. De andre elever og jeg spurgte vores lærer, om et eneste menneskes bøn virkelig kunne have indflydelse på presserende globale problemer, især på sådanne som krig, der har plaget menneskeheden gennem historien. Vores lærer forsikrede os, at det var muligt, og hun gav os hver en opgave til den uge: “Ta’ og stands en krig”. 

Jeg var sikker på, at jeg aldrig havde hørt noget så vanvittigt. Hvordan kunne en ubetydelig person som mig – college-studerende – standse en krig? Selv om jeg på ingen måde var ’radikal’, havde jeg i nogen tid støttet fredsbevægelsen, og min tilknytning til den havde gjort mig sikker på én ting: At standse en krig er en lang og kompliceret proces.

Men jeg blev inspireret af en erklæring, vores søndagsskolelærer havde delt med os fra Mary Baker Eddy’s 1895 ”Indvielsesprædiken”  for Moderkirkens oprindelige bygning: ”Er ikke et menneske metafysisk og matematisk nummer ét, en enhed, og derfor et helt nummer, styret og beskyttet af sit guddommelige Princip, Gud? Det, du skal, er ganske enkelt at fastholde en videnskabelig, positiv opfattelse af denne enhed med din guddommelig kilde og dagligt demonstrere dette. Da vil du finde at ét er lige så vigtig en faktor som multimilliarder i at være og gøre det rette og således demonstrere det guddommelige Princip…Hver af Kristi små genspejler den uendelige Ene, og derfor stemmer seerens erklæring om, at ’én på Guds side udgør en majoritet’” (Pulpit and Press, s. 4).

Hvad mon det betød, tænkte jeg, at være “på Guds side”? M. B. Eddy sagde, at det vil sige at forstå din enhed med Gud. Det stod klart for mig, at eftersom vi alle er skabt af Gud, måtte jeg også forstå alle andres enhed med Ham. Det indebærer ikke at lade sig forledes til at tro, at der er to sider af en hvilken som helst konflikt, men at insistere på kun at anerkende én side – Guds side – og at vide, at alle involverede parter befinder sig på denne side med Ham. Det betød at nægte at se Guds skabelse som værende i stykker, splittet, eller krigsførende og i stedet at se alle Hans børn, hver af os, som det individualiserede udtryk for den guddommelige Ene, hel, fuldstændig, for altid dvælende i enhed.

Hos Gud er der ingen sider, ingen opdelinger. Der er kun Gud, den uendelige Ene. At være ét med Gud, at se Guds enhed og bringe vore tanker og vort liv i harmoni med den, er ikke blot en majoritet – det er enstemmighed.

Det syntes også betydningsfuldt, at Mary Baker Eddy sagde, at vi ikke alene skal ”fastholde en videnskabelig, positiv opfattelse af enhed” med Gud men også ”demonstrere” denne enhed hver dag. Både bøn og at praktisere den ved at helbrede skal til, hvis vi vil være lige så vigtige som ”multimilliarder i at være og gøre det rette.” Gør vi begge, lovede M. B. Eddy, vil det lykkes for os.

 Ideerne gjorde dybt indtryk på mig, og jeg så frem til at praktisere dem.  Det skulle snart vise sig, at jeg ville få tre lejligheder til at gøre netop dette. Den første kom mandag morgen, da jeg steg op i den overfyldte New York City bus, jeg normalt tog til skole med. Bussen var usædvanlig tætpakket denne dag, og atmosfæren var pirrelig. Der var knap nok plads til alle passagererne, og den efterfølgende skubben og masen gjorde, at alle blev irritable.

 I stedet for at blive påvirket af, hvor ubehagelig situationen var, og lade mig irritere af de folk, der stødte ind i mig, huskede jeg på min søndagsskoleopgave og besluttede at ”standse en krig” lige dér. Jeg besluttede mig til bevidst at elske hver og en i bussen. Jeg lod mit hjerte fyldes med denne kærlighed og så, at fordi Guds kærlighed til Sin skabelse er uendelig, ubegrænset, var der plads til alle. Der var tilstrækkelig nåde til alle.

Dette var ikke en intellektuel øvelse. Jeg følte faktisk en dyb kærlighed til hver enkelt i bussen, og alle blev omgående roligere. Pludselig var der plads nok til alle. Der var nåde nok til os alle. Atmosfæren ændrede sig fuldstændigt, og resten af turen var fuldkommen harmonisk.

Det blev en kraftig lektie for mig i vigtigheden af ikke at reagere, ikke at give efter for en aggressiv holdning eller at godtage den forestilling, at Guds skabelse kunne være noget som helst andet end omfavnet af og udtryk for Hans kærlighed. Det var en smagsprøve på, hvad det vil sige at praktisere kristen kærlighed, at være villig til selv at være et udtryk for guddommelig Kærlighed, Gud, hvis nærvær var mere end tilstrækkelig magtfuld til at forvandle stemningen i bussen.

Min næste lejlighed til at ”standse en krig” – at se og bevise menneskets enhed med Gud – kom kort tid efter. De studerende og fakultetet på mit college havde været i konflikt over en række sager, og jeg var blevet indbudt til at deltage i et møde for at finde ud af, om der fandtes en måde, vi kunne løse vores uoverensstemmelser på. Det viste sig dog hurtigt, at ingen af de tilstedeværende var reelt interesseret i forsoning, og den anspændte samtale kom ikke nogen vegne.

Endnu engang bad jeg, og jeg indså, at jeg ikke kunne være på Guds side, hvis jeg samtidig havde valgt side i den menneskeligt optegnede konflikt. Jeg måtte give slip på mine egne personlige meninger og overdrage hele situationen til Gud. Jeg måtte anerkende Gud som det eneste Sind og derfor som Sindet hos hver af os, studerende såvel som fakultet. Det betød, at vi var forenet som det guddommelige Sinds udtryk, som Guds børn, som brødre og søstre.

Alt imens jeg fortsatte med at bede, skete der noget forbløffende. Ganske pludseligt, da et af stridspunkterne blev rejst, blev en helt ny løsning foreslået, og det viste sig hurtigt at være acceptabelt for alle. Sådan skete det også med den næste sag. Og den næste. Inden længe blev ethvert mellemværende, der havde skilt os, løst, og mødet blev hævet. Dette hændelsesforløb føltes næsten mirakuløst.

Den dag gik det op for mig, at en afgørende ingrediens i “at standse en krig” er at være villig til at tilsidesætte mine egne meninger. Oprigtigt at være på Guds side betyder at give slip på en hvilken som helst forudfattet idé om, hvordan en konflikt skal løses og i stedet fokusere på Guds althed, og at alle er indbefattet heri. Det står i Guds magt at løse enhver konflikt, og det mest virkningsfulde, som jeg kan bidrage med, er at anerkende Kærlighedens uendelige magt, at lade mig selv være dens udtryk og lade Kærlighed gøre sit arbejde.

Ikke længe efter denne stærke oplevelse fik jeg en tredie lejlighed til at standse krig, der viste sig endnu mere dramatisk. Jeg var taget til Central Park for at deltage i en protest imod krigen i Vietnam. Der var samlet en stor skare, så vi var bekymrede, da vi så et kompagni politiofficerer på vej imod os på hesteryg.

Dette var en tid, da ikke alle anti-krigsdemonstrationer endte fredeligt.

Jeg vendte mig til Gud i bøn. Denne gang faldt det mig ind, at jeg ikke alene skulle undgå at vælge side i konflikten i parken, men at jeg også måtte ophøre med at identificere mig som et medlem af ’freds-generationen’.  Det var ikke nogen let opgave, eftersom en stor del af min identitet dengang var bundet til anti-krigsbevægelsen.

Men jeg kunne se, at jeg var ved at stræbe efter at være en anden slags fredsstifter. Dette krævede, at jeg anerkendte min sande identitet – min åndelige identitet – som det individualiserede udtryk for den uendelige Ene. Det var hvem jeg virkelig var. Og det var også, hvem alle andre var.

I Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften erklærer Mary Baker Eddy: “Alt er uendeligt Sind og dets uendelige manifestation, for Gud er Alt-i-alt” (s. 468). Vi, alle Guds børn kollektivt er det uendelige Sinds uendelige manifestation, og det betyder, at der ikke er plads til noget ulige Ham. Naturligvis betyder det ikke, at vi ikke kan have vores egne menneskelige meninger eller udtryk for individualitet. Men fordi vi alle er manifestationen af det same uendelige Sind, arbejder vi i harmoni med hverandre og sameksisterer fredeligt, alt som vores sande individualitet og enhed bliver forstået. Forståelsen af Sindets enhed bringer enighed til den menneskelige scene. Og selv ét individ kan kalde den frem gennem bøn.

Så hvordan endte konfrontationen? Politiet vendte ganske enkelt om og forlod stedet. Derefter opløste de protesterende sig. Hele demonstrationen var en ikke-begivenhed.

Det, som denne “krig-standsende” uge efterlod hos mig, slog dybe rødder. Jeg fik et glimt af netop, hvor effektivt bøn kan være, når vi ydmygt anerkender menneskets ubrydelige enhed med Gud og dagligt demonstrerer den.

Det er naturligvis ikke altid let. Men jo mere jeg har praktiseret denne tilgang, jo bedre forståelse har jeg fået for hvilken magt, der ligger bag Guds enhed. Videnskab og Helse optæller dens virkninger: ”Én uendelige Gud, det gode, forener mennesker og nationer, udgør menneskets broderskab, gør ende på krige, opfylder Skriftens ord: ’Du skal elske din næste som dig selv’, tilintetgør hedensk og kristent afguderi – alt, hvad der er forkert i sociale, civilretlige, strafferetlige og religiøse love, ligestiller kønnene, ophæver forbandelsen over mennesket og lader intet tilbage, som kan synde, lide, straffes eller tilintetgøres” (s. 340).

At se sådanne resultater genspejlet i menneskelig erfaring kan til tider synes at være en yderst krævende opgave, men som jeg stadig er ved at lære: Én på Guds side udgør virkelig majoriteten. Hver af os kan give et kraftigt bidrag til at standse krige – og forhindre dem i at begynde – lige hvor vi er. Vi kan alle være fredsstiftere. 

Heroldens mission

I 1903 etablerede Mary Baker Eddy Kristen Videnskabs Herolden. Dens formål: ”At forkynde den universelle aktivitet og Sandhedens tilgængelighed.” Definitionen af ”herold” som beskrevet i en ordbog: ”Budbringer – et sendebud – udsendt for at viderebringe en meddelelse om, hvad der er i sigte,” giver en særlig betydning af navnet Herold og peger desuden på vores forpligtelse, vores individuelle forpligtelse til at se til, at vores Herolder opfylder den tillid, vi har til dem, – en tillid der er uadskillelig fra Kristus og først forkyndt af Jesus. ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen” (Markus 16:15).

Mary Sands Lee, Christian Science Sentinel, 7. juli 1956

Lær mere om Herolden og dens mission.